Skip to main content
AktivitetskalenderNyhedsoversigt

Besøg hos Dalbo onsdag den 22 marts kl. 18.30

By 19. december 2022No Comments

Besøg på Dalbo

Af Henning Jensen

Kære medlemmer, så er det tid til et besøg hos Dalbo, beliggende i Randbøldal vest for Vejle. De fleste er vel klar over, at her laves der tromler plus lidt andre maskiner.

Besøget foregår den 22. marts 2023 kl. 18.30. Det vil blive en gennemgang af historien med en efterfølgende rundvisning og en kop kaffe som afslutning.

Maks. deltagerantal 40, derfor tilmelding til Torben Larsen senest 17. marts på tlf. 2071 1403

Adressen er: Bindeballevej 69, 7183 Randbøl

Historien

Fabrikken er grundlagt i 1948 af smed Henry Pedersen, de første produkter var gummivogne, men han indså hurtigt at det var en fabrikation med begrænset levetid. Derfor begyndte man at lave tromler, hvor man jo rigtigt så, at de ikke ville blive overflødige. Man var også inde over at lave et apparat til afmontering af aflæssere, f. eks. til JF vogne. Da jeg var dreng, var det et stort ønske, men det skete aldrig. Det var virkelig et tungt arbejde at afmontere den s— læsser. I 1968 overtager sønnen, Kaj Pedersen så virksomheden. Han har så for ganske nyligt (inden 75 års jubilæet) solgt til en italiensk kapitalfond (Det sker virkelig ofte med vore hæderkronede fabrikker)

I 70’erne kastede man sig over fremstillingen af jordpakkere, desuden laver man stubkultivatorer og såbedsharver samt kombisæt med såmaskiner. Her har man et godt samarbejde med økologiske landmænd, der bistår med udviklingen af disse maskiner. Det er dog tromlerne der er hovedproduktet, man er mellem de tre største producenter af tromler i Europa. Det siger sig selv, at der skal eksporteres mange tromler for at være i den liga, så der er opbygget et stort forhandlernet i Europa, England aftager en stor del.

Knud Jepsen

Jeg fik en aftale med Knud Jepsen om et besøg. Knud har været 39 år på stedet, og har ydet en stor indsats i forbindelse med produktudvikling og salg. Han er uddannet svejser, og fik arbejde på Dalbo som svejser, han bliver involveret i arbejdet med at udvikle prototyper, blandt andet laver han fiksturer, senere bliver han montør i Østtyskland. (Efter murens fald). Fra 2000 er han salgsstøtteperson, blandt andet underviser han sælgerne i Dalbo produkternes fordele overfor konkurrenterne. I 2007 bliver han produktionsleder på fabrikken, desuden sælger for Danmark. I 2013 bliver han ansvarlig for udviklingsafdelingen, i dag er han salgsansvarlig for Skandinavien.