Skip to main content

Aktivitetsdage i efterårsferien på Hessel

En kort historie om Hessel

Af Henning Jensen

Hessel er en af de sidste små, jyske herregårde med et komplet firlænget bygningsanlæg.

Hessel blev første gang nævnt i 1391, hvor Vide Videsen pantsatte gården for “hungertrang” (Var han gået fallit?) til Peder Andersen Munk, der i 1396 overtog gården. Det er på denne tid Danmark regeres af Margrethe den I. I 1414 solgte Peder Andersen Munk Hessel til kongen, Erik af Pommeren. Han var søstersøn til Margrethe den I. Hessel var nu i kongehusets eje indtil 1567. Derefter har den haft mange forskellige ejere, blandt andet en der troede han kunne lave guld. Det kostede ham gården, og da var al jorden næsten solgt fra. Den kom nu under Bonderup, det senere Lerchenfeldt, og fik lagt jord til igen. Hessel har ikke været ejet af en adelsslægt, derfor er der aldrig bygget en statelig hovedbygning med tilhørende voldgrav. I 1966 blev Hessel købt af Aalborg Amt på foranledning af daværende stiftamtmand Lorch og daværende medlem af amtsrådet, gårdejer Jens Jensen, Gøttrup ved Farsø. Gården var i en elendig forfatning, og kunne derfor købes billigt, dog med den klausul at bygninger og inventar skulle restaureres. Det var en betingelse for købet, at det ikke måtte koste skatteyderne penge (Kunne godt bruges noget mere i dag!). Derfor fik man en aftale med drengehjemmet på Vitskøl Kloster, at drenge herfra skulle udføre arbejdet, i forbindelse med deres uddannelse til håndværkere. Udgifterne til restaureringen skulle være kommet ved bortsalg af jord fra gården til sommerhusgrunde, men i stedet blev gård og jord fredet. Erstatningen fra staten i forbindelse med fredningen, kunne heldigvis dække udgiften.

I denne periode var det på tale at landbrugsmuseet, der lå i Kongens Lyngby, skulle flyttes til Hessel, bygningerne var dog for små, og museet endte på Gammel Estrup.

I 1973 vedtog amtsrådet (der nu omfattede hele Nordjylland) vedtægter for Den selvejende institution Hessel, Interiør- og Landbrugsmuseum. Landbrugets drift skulle holdes ude fra museumsdriften, og institutionen lejede sig ind hos amtet (der jo ejede bygningerne), og der udarbejdedes i den anledning en brugerkontrakt. Bestyrelsen for den nye, selvejende institution kom til at bestå af 4 repræsentanter fra amtsrådet, 2 fra Støtteforeningen Hessels Venner og endelig l medlem, udpeget af Farsø Kommune (hvor Hessel jo lå). Den selvejende institutions første formand var amtsrådsmedlem Simon Schødt, Hornum, der i 1978 afløstes af amtsrådsmedlem Bent Grundtvig Sørensen, Lendrup. Der blev samtidig med oprettelsen af den selvejende institution i 1973 stiftet en støtteforening, Hessels Venner, hvis fornemste opgave er at støtte og forsyne Landbrugsmuseet på Hessel. Støtteforeningen har gennem de forløbne år haft held til at tilføre museet en del meget fine redskaber og vogne

I 2008 overtog Vesthimmerlands Kommune Hessel, og den drives fortsat som en selvejende institution med egen bestyrelse hvor der er 6 medlemmer. 4 medlemmer udpeges af Vesthimmerlands Kommune, et medlem udpeges af Herregårdsrådet og et medlem udpeges af Hessels Venner. Formanden er Holger Jessen, han har været formand siden 2012.

Aktivitetsdage

Til at hjælpe med markdriften, er der en gruppe frivillige, de kalder sig for Markgruppen. Dem mødte jeg nogle af mandag morgen til en kop kaffe. Det var Formanden, Holger Jessen, Jens Ole Rask, brødrene Kaj og Vagn Laursen, Jannick Christiansen og Kaj Johansen. Håbet var at der ville dukke mange forældre op med deres børn. Det lykkedes, der var rigtig mange børn tilstede, og de fik en god oplevelse med at tage kartofler op, og beundre de kæmpestore roer der blev taget op. Det var med at være økonomisk, og ikke tage for meget op. Der skulle helst være nok til hele ugen. Det var også planlagt, at onsdagen skulle gå med at lave såbed med efterfølgende såning. Det fremgår af billederne, hvad der foregik denne mandag. Det er mig altid en fornøjelse at komme i marken og tale med klubmedlemmerne, samt tage billeder af de aktiviteter, der er en del af formålet med MTKJ.